Jeg har været rigtig meget syg gennem hele mit liv – så meget, så jeg kan gøre enhver hypokonder misundelig. Og apropos hypokonder: når man er meget syg hele tiden, så kæmper man med fordomme og skæve blikke:
Er hun mon rigtigt syg?
Ja, desværre!
Jeg har noget så kedeligt som en komplement defekt, der i korte træk går ud på, at jeg reagerer uforudsigeligt på selv den mindste sygdom… Det gør, at en halsbetændelse kan udvikle sig til en livstruende situation, hvor jeg til sidst ikke kan trække vejret… Eller at jeg går så længe med en diskusprolaps, at jeg til sidst ikke har forsyning til benet, fordi lægerne tror, at jeg har en betændelse i balden (til trods for, at jeg har haft 5 forudgående diskusprolapser)… Begge ting, der er sket… Og blot to eksempler ud af jeg-ved-ikke-hvor-mange (er stoppet med at TÆLLE).
Udfyld, hvor mange gange du har været indlagt, og hvad du har fejlet gennem de seneste 5 år på disse 5 linier
Det er som en eksamen i mit eget liv, hver gang jeg skal til speciallæge eller på hospitalet – jeg KAN ikke nøjes med 5 linier… 5 linier er i bedste fald nok til at beskrive ting fra det seneste år (altså som i 1 år – ikke 5). Og jeg kan sjældent huske, hvad jeg fejlede sidst.
Jeg er nemlig blevet VERDENSMESTER i at lyve! For mig selv, for lægerne og familien.
Det er vejen til overlevelse gennem så meget sygdom er, at jeg hurtigt glemmer seneste sygdomsforløb…
Lader som om, det ikke var så FARLIGT.
Det er vejen til overlevelse, at jeg glemmer mine smerter…
Lader som om, det ikke gjorde så ONDT.
Men jeg lyver også for mig selv og mine omgivelser – i STOR stil.
Det går fint. Det går fremad. Det gør ikke så ondt. Jeg har det meget bedre.
Ved at sige det højt, overbeviser jeg mig selv om, at det hele er meget bedre, end det er… At det nok skal gå fint altsammen… At jeg ikke er så syg endda… Altså det modsatte af en hypokonder, som driver af sted på bølgen af mere sygdom, tak. Og det modsatte af den syge, som ender i et liv med depression på bølgen af selvmedlidenhed…
Jeg er ikke-syg for at undgå depression. Jeg nægter at have ondt af mig selv og grave mig ned i et sort hul med mine sygdomme. Jeg vil leve et liv så tæt på det NORMALE, som jeg overhoved kan. Jeg vil have det bedste ud af livet! Også selv om jeg udfordres.
Der skal ikke stå på min gravsten, at Det var synd for Mia. Så hellere acceptere NEW NORMAL – altså indstille mig på, hvordan jeg får det bedste ud af livet, ud fra hvor jeg er nu, hvad end jeg fejler.
Men det har konsekvenser at lyve
Når man benægter sygdom for at komme videre, har det konsekvenser… STORE konsekvenser. For lægerne kan ikke hjælpe mig til et liv uden smerter, hvis jeg er ikke-syg. Hospitalerne kan ikke tage forholdsregler, hvis ikke de kender min (lange) sygdomshistorie. Og familien kan ikke trøste mig, hvis jeg lider i hemmelighed.
Løgnene stopper nok aldrig helt – de er min genvej til et bedre liv (uden følgesygdomme som f.eks. depression og angst). Men jeg skal blive bedre til at acceptere mine sygdomme – og huske dem – så lægerne kan hjælpe mig, og så familien kan trøste mig.
Jeg ønsker, at mine børn ser mig som en stærk mor, og at de lærer, at man skal kæmpe for det gode liv. Men også at de bliver mere åbne end deres mor.
Og så ønsker jeg, at mine ansatte ser en chef, som er en fighter.
Men mest af alt ønsker jeg, at det snart er slut med al den sygdom!
