Tag-arkiv: Chefmor

Men hvordan tør du?

Chefmor,

Jeg elsker talemåden Hvo intet vover, intet vinder – det er jo så rigtigt, uanset om du satser på lykke i form af en Lotto-kupon, eller om du kaster dig ud i at SKABE din egen lykke. Hvis du ikke prøver, er du i hvert fald sikker på, at der ikke sker noget.

Mit drive skabes af det med at skabe nye ting (nyt nyt nyt!) og dét at skabe den bedste arbejdsplads, hvor jeg selv og mine ansatte trives. Det kan godt være, at jeg aldrig kommer op i en størrelse, så jeg kan vinde titlen som Danmarks bedste arbejdsplads, men jeg vil gøre alt for at give mine ansatte følelsen af i det daglige, at det ER landets bedste arbejdsplads. Det er vigtigere end en pokal til hylden.

Læs videre Men hvordan tør du? →

Danmarks yngste iværksætter

Chefmor, Kreativ, Mad & kager, Mor, , , ,

Danmarks måske yngste iværksætter er min 8-årige datter, og jeg er MEGA stort over, at hun synes, at min livsstil er så fed, at hun vil det samme med sit liv; at være chefmor 🙂

Det er nok den største ros, jeg kan forestille mig at få – at mit barn ikke kun synes, at jeg er god nok, men at jeg faktisk er SÅ god, at min datter også ser op til mig.

Læs videre Danmarks yngste iværksætter →

Succes består af 50% mod og 50% flid

Chef, Chefmor, , , ,

Jeg bliver ofte mødt med beundring vedr. mit selvstændige virke og mit iværksætter-gen. Og det er helt sikkert ikke alle, der er gjort af rette stof til at gøre sig som selvstændig. Men jeg fortæller altid det samme til alle: at den ene halvdel af det består i at turde, og den anden halvdel er hårdt arbejde. Kan man formå at kombinere de to ting, er man godt på vej. Så skal man naturligvis have en god og realistisk idé, som man også selv tror på. Og så er det bare fuld skrue – man kommer ikke sovende til succes.

Men hvordan GØR du? Og hvordan TØR du?

Læs videre Succes består af 50% mod og 50% flid →

Am I living in a box?

Chefmor, Mor,

Alle har så travlt med at skrive om deres perfekte liv. Kan det virkelig passe, at man er en af få, som har virkelige udfordringer med sit liv?

Her i december måned synes alle at have styr på familielivet, arbejdslivet; ja, livet generelt er bare SKØNT. Og her sidder jeg og tænker på bedste 80’er vis: Am I living in a box?! Eller tør jeg bare kalde en spade for en spade og sige tingene, som de er, mens andre leger Mrs. Hyasinth?

Bevares, jeg har da styr på næsten alle julegaverne allerede, og vi har bagt julekager ad flere omgange allerede – nogle fordele SKAL der jo være ved at være selvstændig. Men når jeg har børnene med i køkkenet, så ser det altså ikke ud som på forsiden af Femina eller en Amo bagereklame, ej heller som på diverse Facebook fotos. Jeg er stresset, for jeg har svært ved at slappe af, når jeg ser det sidste æg i pakken blive tabt på gulvet, og det er essentielt for kagen, at man har det æg. Eller når der bliver rørt for ivrigt i dejen, så 25% af dejen havner på gulvet. Jeg bliver S T R E S S E T.

Og når vi skal ud og suge julestemning ind og have familietid, så er det heller ikke som taget ud af en idylisk julereklame. Vi kommer altid senere af sted end planlagt, for børnene skal liiiiige drille hinanden og tisse 3 gange og lege lidt mere, og manden skal liiiiige skrive en mail eller i ekstra langt bad. Men jeg selv er ikke et hak bedre, for jeg skal så liiiige have styr på alle vores ting, som vi skal have med, og liiiige tjekke alt lys og dørene – og hånden på hjertet: det kunne jeg jo sagtens have ordnet i bedre tid. Og når vi så er af sted, opfører børnene sig forkælet og skændes og slås og…

Men min box er ikke helt normal – den er RUND. For ikke nok med, at jeg føler mig alene i en verden af perfekte Facebook-familier, så befinder jeg mig i en en cirkel af ting, som binder mig på hænder og fødder. Mit liv er indrettet med ét formål: at få familien til at fungere. Og sådan er dét, for min familie er det vigtigste for mig. Så mit arbejdsliv handler om at kunne hente og bringe børnene og give en fleksibilitet omkring sygdom og min søns specielle behov. Og min fritid handler om at få familien til at fungere. Tirsdag aften er dog en undtagelse, for der har jeg mit ugentlige break: 1 times svedig funk på Danseplaneten. MEN så står jeg her i centrum af min box og kan ikke undlade at filosofere over, om det er det hele værd; at have 1 time for sig selv om ugen… For hvad når børnene bliver så store, at man bare er pinlig og i vejen. Har jeg så husket MIG nok til at eksistere som et selvstændigt individ, og giver hverdagen stadig lige så meget mening om 10 år? Og har min mand og jeg plejet OS nok til stadig at have gang i flammen til den tid? I sure hope so!

Jeg sidder næppe tilbage om 10 eller 20 år og tænker, at jeg er gået glip af noget med børnene. Men hvad med alt det andet…?!