Jeg elsker de små rutiner i dagligdagen; de små ting, man siger eller gør hver dag.

“Godnat, vi ses efter kaffe”

Det er altid det sidste, mine børn og jeg siger til hinanden, inden de falder i søvn. Og jeg drikker ikke engang kaffe… Det giver dem åbenbart en tryghed at vide (eller i hvert fald tro på), at jeg kommer ind og kigger til dem i løbet af aftenen. Og egentlig er de nok også ligeglade med, OM jeg drikker kaffe, men de ved sådan cirka, hvor lang tid jeg er om at drikke en kop kaffe, og hvornår de kan forvente at se mig, hvis de mod forventning ikke kan falde i søvn.

Vi har flere af denne slags ritualer: en “serie” af hånd-hjerter og luftkys i en helt speciel rækkefølge, når jeg vinker farvel til min datter om morgenen, en tur på vinkebænken med min søn i børnehaven, faste hyggeindslag når vi skal i Lyngby Storcenter osv.

Jeg håber, at min børn tænker tilbage på de små finurligheder med et smil, når de bliver store. Lige nu nyder jeg bare at have noget helt særligt med børnene.