Når man er selvstændig, får man nogle delmål. Nogle ting, man stiler efter, fordi man så ligner “de store” shops lidt mere.
For mit vedkommende var første store mål at få afhentning i bur (i stedet for i kasser og poser). Det mål nåede jeg i 2018, og jeg kan stadig huske følelsen af, da buret blev afleveret.
Næste mål var så at få råd til et rigtigt pakkebord – og dem er jeg virkelig stolt af at have 2 af nu.
Og nu er det så at købe en luftpudemaskine…
Jeg er i gang med at læse bogen How to Win Friends and Influence People af Dale Carnegie for 3. gang – ja! tredje gang.
Distræt læser? Nej…
Langsomt opfattende? Nej…
Det er en af de der bøger, som lærer én at omgås andre i en barsk verden, hvor man gerne vil omgås ordentlige mennesker og blive mødt dér, hvor man selv er på en respektfuld måde, samtidig med at man gerne vil opnå noget i sit liv på DEN GODE MÅDE. Så ja, jeg er i gang med at læse den for 3. gang for at lære teknikkerne til at fungere i en mere og mere egoistisk verden. Den hjælper mig til at TÅLE hverdagen og ikke melde mig ud af samfundet og flytte langt væk fra Danmark.
Hårde ord? Ja – uden tvivl. Men jeg har taget min andel af tæsk og har ærlig talt brug for at få en pause, når nu Karma ikke rigtig kan finde mig og give mig en pause for uærlige og egoistiske mennesker, som står i kø for at dræne mig for energi og penge. Så det har fået mig til tasterne.
… Ninety-nine times out of a hundred, people don´t criticise themselves for anything no matter how wrong it may be.
Ovenstående citat fra “How to Win Friends and Influence People” får mig til at tænke på mange mennesker. Men lad mig trække Mette op af hatten som en, de fleste danskere kender til, og som de fleste helt sikkert har en holdning til. For hun har virkelig gang i noget, der er skadende for Danmark og for “sådan nogle som mig”.
Uden det skal blive for politisk, så forstår jeg ikke, at man som Statsminister ved sine fulde fem kan beslutte, at dem, som arbejder hårdest, skal plukkes endnu hårdere, uden man tager stilling til, om de egentlig har råd til det. Hvornår er nok nok?
Jeg er en af dem, som Socialdemokraterne nyder at nedgøre og “plukke”. Jeg er en af dem, som skal betale mere i skatter og afgifter – af penge, som jeg allerede én gang (eller flere) har betalt skatter og afgifter for. Men jeg tjener ikke en masse penge eller har en masse penge på kontoen. Jeg sparer op i min virksomhed, så der på et tidspunkt er råd til, at jeg får en ordentlig løn (på højde med en skolelærer vil være helt fint for mig)… men der er ikke råd lige nu, fordi det er mig, som skal betale… ALT…
… når kunder ikke betaler
… når ansatte er syge
… når mine børn er syge
… når ansatte svindler
… når konsulenter snyder
Der er kun én til at betale: MIG. Og det gør, at jeg ikke kan få løn mange måneder. Og det gør mig til den lavest betalte
I MIN EGEN VIRKSOMHED!
– samtidig med, at jeg skal beskattes af et usolgt varelager, jeg hverken kan spise eller betale for mælk og æbler med. Og der er ingen garanti for, at det ender med, at jeg får den opsparing udbetalt i min virksomhed, fordi der står så mange i kø, som gerne vil plukke mig, før jeg selv “får lov” til at høste frugterne af mange års SVED & TÅRER (og forhåbentlig intet blod).
Hvis du stadig hænger på – hvilket jeg inderligt håber, du gør – så lad mig lige tage dig en tur gennem fakta:
Fakta 1: Vi bor i Gentofte. Vi har sparet op, og jeg har arvet nogle penge efter min mor, så vi har råd til vores lille bungalov – ikke på den rigtige side af Lyngbyvejen men i et lille villakvarter. Men postnummeret er stadig Gentofte (og heldigvis for det – for det er en god, konservativ kommune). Den er altså betalt med løn, der er beskattet. Og med arv, der er beskattet af først min mor og dernæst mig. Men vi er slet ikke færdige, for så kommer der yderligere skatter og afgifter- OG der varsles med endnu mere beskatning fra staten. Det er stadig de samme penge, vi starter ud med, som beskattes… og beskattes… og så lige beskattes lidt mere.
Fakta 2: Jeg har min egen virksomhed med +10 ansatte. Men der er ikke altid løn til mig. For kunderne skal plejes med større og større varelager, så de får den bedste betjening, for ellers er der ikke plads i markedet til min virksomhed. Og de ansattes løn er også vigtigere. Så min “belønning” kommer først om mange år, og havde jeg været en alm. ansat i min virksomhed, ville jeg til den tid have jeg et par millioner til gode i overarbejde og manglende udbetalt løn.
Fakta 3: Vi har 2 biler. En nødvendighed for at kunne få vores hverdag til at hænge sammen. Men de er købt og betalt. Der er hverken ringe eller stjerner på vores biler – det er ganske normale og økonomivenlige biler, der (ligesom den røde kuffert på baggagebåndet) er nemme at finde i mængden af meget flottere drømmebiler på vejene omkring os.
Fakta 4: Vi har familiemæssigt været ramt af meget sygdom (blodpropper, 2 rygoperationer og kronisk nældefeber er blot få ting på listen for mit eget vedkommende), som har sat mig ud af spillet i lange perioder, samtidig med at vores mindste har autistiske udfordringer, som gør det nødvendigt for mig at kunne flexe meget med min tid – ALTID – og hvem har betalt for dette? Det har vi i de fleste tilfælde selv… med en smule dagpengehjælp i korte perioder. Men da jeg er selvstændig, er reglerne ikke skarpe nok til, at jeg kan få samme hjælp som lønansatte (tabt arbejdsfortjeneste, fuld dagpengeret under sygdom og samme hjælp til aflastning af mit barn), så jeg skal betale det meste selv.
Fakta 5: Vi har været ramt af det vildeste stormvejr i virksomheden, og vi kæmper for at komme ovenpå igen – en kamp som man sjældent skal kæmpe i det offentlige, da der er et sikkerhedsnet. Men i det private er der én til at betale gildet: virksomhedsejeren. Og mine ansatte og jeg nægter at læne os tilbage og acceptere, at udefrakommende skal bestemme, om vi skal have retten til at blive ved med at arbejde et fedt sted. For vi er nr. 100, som kigger på, hvad der SÅ kan gøres, og hvordan vi kan forbedre tingenes tilstand – og jeg læner mig ikke tilbage i sofaen og peger fingre: jeg kæmper mig igennem!
Vi kæmper! Og jeg betaler selv!
I min familie er vi ressourcestærke – ikke på pengesiden men uddannelsesmæssigt og energimæssigt (utroligt nok). Vi læner os ikke tilbage i sofaen, og vi nægter at give fortabt, så vi “taber”… vi står bagest i køen til at få hjælp. Dette til trods for, at vi bidrager i høj grad til samfundet og gør alt hvad vi kan for ikke at belaste samfundet… og til trods for, at vi burde have lige ret som alle andre til at få hjælp.
MEN VI DØMMES HÅRDT
– af staten & af den folkelige domstol.
Og derfor står vi med 99 ud af 100, som peger fingre i stedet for at kigge sig selv i spejlet og sætte sig ind i, om de har ret til at dømme os og plukke os… uanset hvor meget fejl de tager og hvor uretfærdige de er.
Når nu du har “mødt Mia”, synes du så stadig, at staten har ret til at straffe nogle som mig hårdere med virksomhedsskat og arveskat? Giver det folke-domstolen ret til at dømme mig som et af de “rige svin”? Og er det virkelig fair, at ansatte er fredet i klasse A og kan snyde og bedrage, men at virksomhederne så skal HJÆLPE dem videre med en (stor) pose penge?
Hvis du er en af de 99 ud af 100, så vil jeg vove den påstand, at der er større chancen for, at DU ender med at have tjent flere penge end mig, når vi står foran porten og Skt. Peter, men at JEG har betalt mere i skatter og afgifter end dig.
Jeg beder om forståelse. Og respekt. Og ordentlighed.
Er det så meget forlangt? Helt ærligt!
Hvis du har set Løvens Hule i 2019, har du muligvis set mig og min datter, Sara. Og så har du også set, at vi havde en oppustelig donut med i studiet. Der blev ikke sagt så meget om det i det færdigklippede afsnit, men Sara og hendes lillebror, Jacob, har også webshoppen Bforbadedyr.dk, hvor de – tadaaaa – sælger en masse badedyr.
Noget af det sjoveste for mig som SEO-nørd er at hjælpe mine børn med en stærk SEO-profil til deres webshop, og det får mig ofte ud i sjove situationer som da jeg skulle undersøge alt om badedyrstifoen, der vel er Danmarks største badedyrsfest.
Jeg fik hjælp af en af vores nye praktikanter, Channa, som er mega god til at skrive, og hun hjalp mig med dette indlæg om FCK badedyrstifo.
Grunden til, at jeg fortæller om det, er, at jeg gerne vil inspirere til at finde de sjove ting i hverdagen, som gør det let at gå på arbejde. Jeg brænder for SEO, og jeg finder derfor den sjove vinkel i det, jeg har med at gøre – og lige i dag var det altså en badedyrsfest.
Ikke dårligt at møde ind til.
Få en virkelig god idé, start op i en kælder, arbejd dag og nat, og drik en masse Redbulls imens.
Det er nogenlunde sådan, de fleste store iværksættereventyr starter. Men hvad hvis man fjerner sætningen med Redbulls og i steder skriver ”og fød 2 børn undervejs”? Det var den vej, jeg tog, og det er samtidig det, der har banet vejen for, at min datter er endt i Løvens Hule som den yngste deltager nogensinde. No regrets indtil videre. Det er en super spændende rejse!
Normalt udlever jeg min iværksætterdrøm på den lidt mere stille måde, hvor jeg knokler for nye og højere mål og samtidig hjælper andre med at komme i gang med deres iværksætterdrømme, men fordi jeg er i netværk med nogle vanvittigt dygtige e-købmænd, som jeg ser op til, og som jeg synes gør det bedre end mig selv, så stiller jeg mig sjældent forrest som eksperten og råber højt om min egen iværksætterhistorie. Så da Martin Christensen fra Iværksætter Netværk på Facebook inviterede mig til at skrive i et format, som jeg selv måtte bestemme, var jeg længe om at skrive dette indlæg.
Når jeg fortæller om mit arbejde – at jeg lever af at sælge magneter – tænker folk først på “køleskabsmagneter”. Det forstår jeg godt, og det var jo egentlig også sådan, at det hele startede… med en magnetlomme til køleskabet.
Men det er vokset siden magnetlommen i 2007, der startede det hele – faktisk kan man sige, at 1 magnetlomme er blevet til langt over 1 mill. magneter i mere end 1000 forskellige farver og former. Og jeg sælger magnetløsninger til en masse spændende spændende og store virksomheder, som jeg aldrig havde drømt om, jeg skulle få æren af at samarbejde med.
… og ville du overhoved DELTAGE i min begravelse?
Jeg bekymrer mig ikke specielt meget over, hvad folk synes om mig. Faktisk er jeg rimeligt ligeglad og fokuserer meget mere på bare at opføre mig ordentligt, så jeg ikke skal tænke over, hvem jeg kan/ikke kan hilse på, når jeg går på gaden. Det er MEGET nemmere bare at hilse på alle.
Men jeg tænker tit på, hvad folk egentlig ville sige til min begravelse.
Super provokerende overskrift… eller er det?
Det kommer an på, hvordan du læser den; hvordan du lægger trykket. For hvis du ikke regner dig selv for noget, vil du måske læse den som om, at der er noget galt pga. det faktum, at du er kvinde. Men rent faktisk betyder netop denne sætning meget FOR MIG i hverdagen, for
Jeg er ikke dygtig, fordi jeg er kvinde, men fordi jeg har et drive
Kan du se forskellen?
Jeg vil ikke ses som kvindelig iværksætter: jeg vil ses som ligesindet iværksætter sammen med alle de andre knoklere.
I februar måned 2016 lovede jeg mig selv, at det skulle være slut med at sy fastelavnskostumer til børnene – efter 2 smølfedragter, et pizza kostume og tøj og udstyr til Rosa fra Rouladegade, så syntes jeg, at jeg havde udtjent min værnepligt.
MEN…
Jeg kunne jo ikke stå for min dreng i år, hvor han stod og kiggede meget trist på mig, fordi man ikke kan købe en Bulbasaur dragt. Hvis man skal lave et hjemmelavet Bulbasaur kostume, så er det igang fra scratch… jeg kunne ikke finde et eneste mønster på nettet, så en Google søgning på “Bulbasaur bamse” gav mig en masse billeder, som jeg selv kunne lave kostumet ud fra. Det lyder ondsvagt, men jeg sad med en fodbold i skødet og klippede stoffet til, så det kunne sys sammen til noget, der lignede en Pokemon figur.
Før jeg skulle opereres i ryggen – en stivgørende operation med skruer – søgte jeg på nettet for at finde historier fra andre, som havde været igennem samme rygoperation. Jeg fandt kun gode råd til genoptræning fra hospitaler og fysioterapeuter, hvilket også var spændende læsning, men jeg ville gerne have nogle historier direkte fra andre, som havde prøvet det på egen krop…
… det fandt jeg aldrig.
Så jeg lovede mig selv, at jeg ville skrive om min egen oplevelse efterfølgende – og her er min historie.
Min svigerfar sagde engang, at “familien har det bedst på et foto i skuffen”. Han har desværre ret. Men vælger man at acceptere det, så får man et nemmere og mindre dramafyldt liv.
I december 2015 traf jeg en meget stor beslutning – en af de vigtigste ting, jeg nogensinde havde gjort for mig selv: jeg sagde STOP. Jeg valgte et familiemedlem fra for at beskytte mig selv, min mand og mine børn for et drama, der har fyldt alt for meget igennem hele mit liv.
Det er ikke så vigtigt HVEM; mere hvorfor jeg traf den beslutning.