Venner er den familie, man selv vælger

Min svigerfar sagde engang, at “familien har det bedst på et foto i skuffen”. Han har desværre ret. Men vælger man at acceptere det, så får man et nemmere og mindre dramafyldt liv.

I december 2015 traf jeg en meget stor beslutning – en af de vigtigste ting, jeg nogensinde havde gjort for mig selv: jeg sagde STOP. Jeg valgte et familiemedlem fra for at beskytte mig selv, min mand og mine børn for et drama, der har fyldt alt for meget igennem hele mit liv.

Det er ikke så vigtigt HVEM; mere hvorfor jeg traf den beslutning.

Lad mig forklare:

Jeg er vokset op med en mor, som elskede mig meget højt. Jeg har altid vidst, at min far ikke kendte til mig. Men jeg havde det, jeg skulle bruge, i min mor, min onkel og mine bedsteforældre. Da jeg var 3 år, blev min mor gravid med en ny mand, og hun fødte i 1982 min søster. Vi var som dag og nat og havde ikke super meget glæde af hinanden som små. Jeg blev ofte sendt til mine bedsteforældre, fordi det var den nemme løsning, så min mor og stedfar kunne være sammen med min søster… alene… Men jeg havde det fantastisk hos mine bedsteforældre og følte mig ikke VALGT FRA – nærmere valgt til.

Min søster var meget udadreagerende, og jeg var den mere stille type, som ikke spurgte en ekstra gang, hvis jeg fik et nej. Jeg respekterede mine forældre. Min søster, derimod, havde fundet løsningen på at få alt, hvad hun pegede på… ved at skrige, til de gav efter. Og det gav en meget ulige barndom for os, fordi min mor ikke ville tage kampen op mod hendes skrigeri. Men det lærte mig at kæmpe for det, jeg ville opnå.

Vi skændtes meget. Og efter ethvert skænderi skulle jeg gå til hende og sige undskyld. Også selv om det ikke var mig men hende, som havde gjort noget galt. Det var en ordre fra min mor og stedfar… for familiefredens skyld. Jeg forstod det ikke dengang; det var OGSÅ  den nemme løsning.

Selv i mine voksne år blev jeg bedt om at sige UNDSKYLD til hende, hvis hun havde gjort noget vildt mod mig, men så der var fred i familien… uden at skænke det en tanke, hvad det mon ville gøre mod MIG. Min mor ønskede bare for alt i verden fred i familien.

I 2009 tabte min mor kampen mod kræft, og et langt mareridt var nu slut… for hende…

Den morgen i april, hvor hun døde, blev min søster ringet op fra hospitalet 2 gange; Mor var ved at give slip på livet. Jeg havde været på hospitalet med min søn grundet sygdom hele natten og var kommet hjem kl. 04 samme morgen, hvilket min søster vidste, og alligevel valgte hun kun at ringe 1 gang til mig. Ikke en besked, ikke et ekstra forsøg, ikke en opringning til min mand. Kun det ene forsøg. Og næste opringning kom først nogle timer senere, da min mor VAR død. Til mit spørgsmål om, hvorfor hun og min stedfar ikke havde forsøgt at ringe til mig mere end den ene gang, svarede hun, at det jo var ligemeget, for:

 “Mor havde kun 2 hænder”.

Som altid bed jeg det i mig og valgte dramaet fra. Men det skulle vise sig at fortsætte. For hun og min stedfar havde allerede planlagt, at min søster skulle stå for dødsboet (til trods for, at jeg var uddannet på advokatkontor med erfaring inden for dødsboer, og at hun ikke engang vidste, hvad en åbningsbalance var). Og da vi kom hjem i huset for at hente en kjole, som Mor skulle begraves i, så begyndte et møde, hvor jeg fik at vide, at Mor havde ønsket, at min søster skulle have alle symaskinerne, alle smykkerne (også ringen fra min far), og…. ja, alt af værdi. Ikke en eneste ting havde hun åbenbart ønsket for mig. Til trods for, at jeg var meget tæt med min mor og talte med hende dagligt, fordi vi drev virksomhed sammen… en virksomhed, der gav hende noget at vågne op til og kæmpe for helt frem til det sidste. Ikke engang en lille knappenål. Jeg blev ked af det og bad om at få lov til at få biblen, som min mor havde fået af sin far. Men det kunne jeg åbenbart ikke tillade mig, for den ville min søster også have… til trods for, at JEG havde gået i kirke med mine bedsteforældre i mange år, og hun kun havde været med til et par jule-hygge-arrangementer og ikke havde et forhold til kirken. Jeg blev kun mødt med vrede og nedladne ord. Så det var et kort møde. Jeg fik dog biblen – som det eneste.

I løbet af den efterfølgende uge græd jeg meget. Jeg vidste, at det ikke var Mors ønske. Men jeg valgte alligevel den nemme løsning – den eneste, jeg kendte; jeg sagde undskyld, så der var fred i familien. Som så mange gange før, var der intet at undskylde for. En absurd situation. Men jeg ønskede ikke at bidrage til den fjendtlige stemning og gå ned på dét niveau.

Jeg valgte at gå til psykolog for at bearbejde alt det, jeg havde i bagagen. Og jeg kunne igen tale med min søster. Men jeg havde svært ved at tilgive min stedfar. For han var den voksne. Og han havde trods alt opdraget min søster på den måde. Men han ville ikke tage ansvar – så jeg sagde STOP. Der gik derfor et års tid, hvor jeg ikke talte med ham.

Efter lange overvejelser valgte jeg igen at tage kontakt til min stedfar. Og når bare jeg accepterede, at han havde sine særheder, så gik det fint. Og vi har igen fået et fint forhold.

Men tilbage til december 2015, og til det STOP, der ændrede mit liv positivt:

Vi inviterede hele familien til min datters 10-års fødselsdag… en stor dag. Min søster ringede til mig og sagde, at hun ikke kunne komme, for hun skulle på bryllupsrejse med sin nye mand. Men at det også var ligemeget, for hun ville bare holde min datters fødselsdag, når hun kom hjem… Øh, hvad for noget?? Hun ville holde MIN datters fødselsdag? Og på en anden dag?? Anyway, jeg sagde, at det var vigtigt for min datter, at min søsters børn deltog i festen, så om det var ok, at jeg ringede til hendes eksmand og aftalte, at børnene kunne deltage. Men nej, det var det ikke. Godt så… jeg vendte den anden kind til og koncentrerede mig om dem, der kunne (måtte!) komme til fødselsdagen. Og vi havde en fantastisk dag <3 Helt uden drama.

Få dage senere får jeg en besked på Facebook om, at min søster og hendes nye mand er mellemlandet i London, og at hun mere eller mindre er ved at dø af ukendte årsager. Jeg spørger, om jeg skal komme derover, for jeg er naturligvis bekymret. Ville aldrig tilgive mig selv, hvis ikke jeg havde gjort noget. Men nej; de klarede det selv. Efterfulgt af flere beskeder om, at hun igen var tæt på døden og skulle igennem en større operation. Jeg skrev derfor til hende: That’s it, nu kommer jeg over til jer.

Og så brød helvede løs!

Jeg var egoistisk. Jeg accepterede ikke hendes ønsker. Jeg var ditten og jeg var datten.

Hmmmm, egoistisk fordi jeg vil være der, når hun er ved at dø og skal opereres i udlandet?

Det var dråben! Min bæger var ikke kun fyldt til kanten men flød over.

Det skulle vise sig, at det slet ikke var så farligt. Der var faktisk slet ikke noget galt med min søster… Og som et par familiemedlemmer sagde til mig efterfølgende: jeg burde have været klogere og sorteret mere end halvdelen af dramaet fra, fordi hun altid elsker at få opmærksomhed og overdrive. Og de har så evigt ret. Jeg er træt af drama. Jeg er træt af at blive talt ned til. Jeg er bare T-R-Æ-T. Så jeg sagde stop. Og det var bare så rart.

Billedet af familien, som blev taget kort før Mors død, ser så idylisk ud. Men familien har det bedst som et foto i skuffen. Og jeg har valgt at acceptere det. Og at acceptere, at jeg ikke vil holde sammen på hele familien for enhver pris. Dette er nemlig kun et lille uddrag af, hvad jeg har skullet finde mig i igennem så mange år. Og dramaet leder altid tilbage til den samme person. Så jeg vælger at give slip… give op… og det føles SÅ dejligt!

Der er nu gået 1 år, og naturligvis er det til tider hårdt, at jeg har truffet det valg, jeg nu engang har. Jeg savner nemlig min nevø og niece – faktisk voldsomt meget. Men jeg føler mig så fri og glad. For jeg har gjort så meget for en person, som bare har brugt mig som trædepude. Og jeg bebrejder hende ikke for alt det, hun gjorde i barndommen. Men som voksen er hun fuldt ud ansvarlig for sine handlinger. Og som voksen har jeg en selvstændig stemme. Og den stemme siger STOP.

Og det har bare sat prikken over i’et, at hun her i julen 2016 har brugt sine egne børn i et manipulerende spil mod mine børn ved at invitere dem i biografen, smide gaver ude foran døren hos os og andre ting. Og da jeg skrev til hende, at hun skulle respektere, at ingen af os har kontakt, så længe hun og jeg ikke er på talefod, så skrev hun, at jeg var hysterisk og altid søgte drama i mit liv.

Det er alligevel en flot analyse af en psykolog. Og hvis hun finder fred med det, så lad hende for Guds skyld beholde den følelse af magt og overlegenhed, eller hvad hun nu føler.

Imens sidder jeg med et smil og tænker på den familie, jeg har tilbage, den jeg selv har skabt samt en stor bonusfamilie af skønne venner. Alt i alt en familie fuld af kærlighed og respekt. Og mindre drama. Livet er nu engang dejligt <3

Note: vi har selvfølgelig haft mange dejlige stunder sammen også. I perioder har min søster været som min bedste veninde. Men når man er lille, kan man vælge sine venner og veninder fra, når de er “for meget”. Det kan man ikke med familie. Og det er en MEGT sværere beslutning af vælge familie fra end venner og veninder. For det stikker dybere. Men når summen af det hele er, at forholdet gør én ulykkelig, så bør man ikke byde sig selv dét. Lidt lige som et voldeligt forhold.

Follow on Bloglovin