Før jeg skulle opereres i ryggen  – en stivgørende operation med skruer – søgte jeg på nettet for at finde historier fra andre, som havde været igennem samme rygoperation. Jeg fandt kun gode råd til genoptræning fra hospitaler og fysioterapeuter, hvilket også var spændende læsning, men jeg ville gerne have nogle historier direkte fra andre, som havde prøvet det på egen krop…

… det fandt jeg aldrig.

Så jeg lovede mig selv, at jeg ville skrive om min egen oplevelse efterfølgende – og her er min historie.

Forud for operationen havde jeg haft 6 diskusprolapser, hvoraf 5 blev trænet væk, og den 6. blev fjernet ved operation i juni 2016. Den 6. diskusprolaps blev desværre først opdaget efter et forløb i mere end 1 år hos reomatolog, hvilket gjorde, at mine lændeled mellem 4. og 5. led var KAPUT (det var Michael Rud Lassen, der opererede mig, og det var hans eksakte ord efterfølgende… men så var der heller ingen tvivl om, hvordan det stod til med ryggen). Få dage før min diskusprolaps-operation mistede jeg al kontakt til højre ben, og foden hang bare. Så jeg blev akut opereret. Michael stoppede desværre på Glostrup Hospital kort tid efter, så jeg blev i stedet patient hos Jonas Walbom, som jeg dog hurtigt fik samme tillid til, som jeg havde til Michael.

Ventetiden mellem diskus-operationen og den forestående stivgørende operation var lang og smertefuld. Jeg gik til genoptræning hos Skodsborg Fysioterapi i ca. 4 måneder men havde mange tilbagefald og nervesmerter. Under en indlæggelse i november fik jeg en blokade i nerveroden i højre side, så smerterne ikke var så vilde, og så jeg bedre kunne holde ventetiden ud.

3. januar 2017:
Blev opereret som den første patient kl. 8:00 af Jonas Walbom på Glostrup Hospital. Jeg havde været på rygskole inden, så jeg var nogenlunde forberedt på, hvad der skulle ske. Og smerterne var ikke til at leve med, så jeg havde ikke rigtig noget valg. Operationen gik rigtig godt, men den blev mere omfattende end forventet:

Stivgørende operation med titamium skruer, fritlæggelse af nerveroden i højre side og fjernelse af ny diskusprolaps.

Det første døgn: 
Det var egentlig ikke så slemt, udover at jeg ikke rigtig kunne røre mig, og jeg skulle have hjælp til alt. Men da narkosen var helt ude af kroppen, fik jeg smerter, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg troede, at jeg var hårdfør (det er jeg muligvis også), men jeg var ikke meget værd. AV!

Første uges tid: 
Det føles som om, jeg er blevet sparket i ryggen med en hest, og bagefter har fået tæsk med et baseball bat. Der er intet rart at sige om de første dage efter operationen. Det er ren overlevelse på hospitalet. Jeg får heller ikke rigtig sovet om natten – jeg vågner badet i sved efter 1-2 timers søvn, og så er det kun endnu flere smertestillende piller, der hjælper mig igennem natten. Til gengæld sover jeg fint fra kl. ca. 04 til kl. ca. 09, hvor sygeplejerskerne lader mig sove, selv om jeg skal have piller kl. 06 og 08. Det er dejligt, at de kan tilpasse pillerne til min skæve døgnrytme!

Efter 1 uge: 
Endelig kom jeg hjem. Der skulle overtalelse til på hospitalet, og jeg skulle ud på en længere tur på gangene og på trapper, før jeg fik lov til udskrivning. Jeg må indrømme, at jeg selv var i tvivl om, hvorvidt det var en god idé, men nu havde jeg jo regnet med, at jeg kunne komme hjem efter max. 4 dage, så jeg VILLE bare hjem nu. Smerterne er stadig hæslige, og de smertestillende piller er jo næsten et måltid i sig selv. Det værste er den borende smerte i såret. Men jeg trøster mig selv med, at det trods alt ser pænt ud deromme. Og så glæder jeg mig til at få kræfter tilbage, så jeg kan flytte bagdelen selv. Jeg kan ikke meget selv, og jeg er ikke mange sure sild værd.

11. dagen: 
Var hos sygeplejersken ved egen læge og fik fjernet sting. Det gjorde mere ondt, end jeg havde regnet med, og jeg blev faktisk lidt skræmt over, at jeg ikke længere blev “holdt sammen” af noget. Men det hjalp meget på humøret, at sygeplejersken fortalte, at det var et af de pæneste operationsar, hun længe havde set, og der var ingen infektioner – YES!

20. dagen: 
Nu gider jeg ikke ligge i sofaen mere! Men jeg er tvunget til det i de fleste af døgnets vågne timer. Jeg har prøvet at trappe ned fra de smertestillende – ikke fordi jeg har færre smerter, men fordi jeg er plaget af kvalme og hovedpine, som næsten overskygger smerterne i ryggen og balden. Men det var dog ikke en god idé at nedtrappe – det var alt for tidligt. Så nu har jeg skåret ned på Panodilerne, så hovedpinen går væk, og så har jeg aftalt med egen læge, at jeg skal prøve Dolol i stedet for Oxycodon og Oxycontin, som giver mig kvalme.

Jeg kan ikke se fremgang fra dag til dag, men jeg kan endelig gå i bad uden hjælp til at tørre mig. Det er stadig en kamp, der dræner mig for kræfter, men det er en sejr. Og jeg er også begyndt at gå små ture – ca. 200 meter 2 gange dagligt. Men vi må stadig få hjælp til hentning af ungerne de dage, hvor min mand ikke kan hente dem selv.

Efter 1 måned:
For første gang har jeg taget sokker på uden hjælpemidler. En fed fornemmelse. Og jeg er oppe på små 300 meters gåture 2 gange dagligt. Det er heller ikke så slemt med trapper mere, og jeg kan endelig putte ungerne i seng igen om aftenen. Desværre har jeg nogle vilde smerter ned i venstre balde – ikke rigtig noget slemt ved operationssåret længere. De siger på rygafdelingen, at det er meget normalt at have ondt i balden efter en rygoperation. Så jeg prøver at væbne mig med tålmodighed og tro på, at det nok skal blive bedre. Smerten i venstre balde sidder lige omkring hullet efter drænet. Men det er hæsligt at være sygemeldt på fuld tid – jeg vil tilbage på arbejde, og jeg vil gerne kunne hente ungerne igen selv.

Dag nr. 45: 
Var på café med en rigtig god veninde i dag. Det var virkelig luksus at kunne tåle køreturen, og så var det min første kop kaffe i 3 måneder, fordi jeg har været plaget af en metalsmag (bivirkning fra alle pillerne). Den smagte godt! Ikke mindst på grund af selskabet og situationen – for metalsmagen er der stadig. Det giver mig troen på, at det hele nok skal blive normalt igen… eller faktisk BEDRE end normalt, for jeg har jo i mange år været plaget af rygsmerter. Men det føles som at få livet tilbage igen i små doser. For det der med at være bundet til sofaen, det er bare ikke noget for mig. Jeg bliver trist af at gå hjemme.

I forhold til søvn er jeg stadig i underskud. Jeg kan ikke falde i søvn om aftenen, og når jeg endelig er faldet i søvn langt ud på natten, så sover jeg få timer, før jeg igen vågner. Jeg sveder ikke så meget mere om natten, hvis jeg skal sige noget positivt om det. Men det gør mig sløv, og jeg ryster ofte grundet den manglende søvn, som jeg ikke får indhentet om dagen.

På 2 måneders dagen:
Det går faktisk rigtig godt nu. Det er lykkes mig at komme helt til Jylland på kursus. Jeg kan ikke deltage i så meget. Men den smule, som jeg kan, nyder jeg helt vildt. Ingen bagkanter, og ingen dårlig samvittighed. Bare hygge sammen med dejlige mennesker.  Men glæder mig til samme kursus næste år, hvor jeg forhåbentlig ikke skal slæbe rundt på min pude og ligge ned i kursuslokalet for at kunne holde det ud.

Stadig sløvt med søvn. Og er stadig afhængig af en del piller. Men alting ser lysere ud. Jeg skal passe på med at lave pludselige bevægelser med benene, for så er der “betaling ved kasse 1”. Og det lyder måske skørt, men jeg glæder mig til at kunne cykle en tur igen.

Pinlig indrømmelse

Da jeg talte med lægen forud for operationen, må jeg indrømme, at jeg ikke helt troede på det smertebillede, som han beskrev… og det med fuldtids sygemelding i 3 måneder måtte HELT SIKKERT kun være tilfældet for lønslaver og ikke for selvstændige. Men jeg har bare måttet tage det fordomme i mig. For hold nu fast, hvor er det bare en hård periode op til at jeg må genoptræne igen. Selv om mandeinfluenza og fødsler er hårde at komme igennem (har heldigvis kun prøvet den ene – hihi), så er det vand i forhold til en stivgørende rygoperation. Ikke for at skræmme andre fra at få den. For lige som med fødsler, så har det – for mit vedkommende – været det hele værd; jeg har (7-9-13) langsomt fået et bedre liv med min ryg, og nervesmerterne i benene er ikke længere “lammende”.