Jeg vil også være “den bedste far i verden”

Mange af mine indlæg bliver skrevet på arbejdsture, for der har jeg tiden til at se alt fra helikopteren og ikke bare lave det, som jeg laver på kontoret. Jeg møder nogle inspirerende mennesker, som får mig til at tænke anderledes i min virksomhed og forbedre en masse ting.

Jeg er på Refuga igen-igen.

Refuga er den der tur, hvor alle vennerne ser billeder af fede omgivelser og aldrig af hårdtarbejdende folk, og tænker: hey, de nyder livet.

Jep, vi nyder livet, for vi kan arbejde uden pauser, hvis det er det, vi vil (og dét er det)… for vi har en kok, og vi skal ikke selv gøre rent. Ingen bagkanter med børn og logistik. Bare arbejdsro. SÅ de billeder, som andre ser og danner sig et indtryk af vores “luksusliv” ud fra, det er ikke den hele sandhed. For de fleste ser billederne og drømmer sig selv ind i billederne og en DASEferie. Vi sidder med snuden i skærmen og nyder arbejdsstilen. Og de FÅ gange, vi rent faktisk lægger arbejdet fra os for en kort stund, så ser vi, hvor smukt her er, og så tager vi et foto og lægger online. Men så arbejder vi straks videre – og har ikke tid til at tage flere billeder den dag.

Men HEY, hvorfor vil jeg nu være den bedste far i verden, og hvordan hænger det sammen med at være på Refuga?

Jo, i forgårs sidder vi til en af vores sessions, hvor vi drøfter forretningsmetoder og lærer lidt om, hvem de forskellige søger inspiration i. En af fortællingerne stak ud:

Tobias Ehlig, som driver webshoppen Festli med salg af kostumer, han fortalte med de største julelys i øjnene, at hans far er hans store forbillede.

Han er super flink
Han har succes
Han er the go to guy
OG så er han en flot fyr

Tobias vil gerne være lige som sin far. Og det er virkelig misundelsesværdigt. Jeg har desværre ikke en mor eller far at se op til på den måde, men jeg vil have opnået DET STØRSTE i livet, hvis mine børn sidder om 8-10 år hernede på en Refuga-tur og siger, at JEG er den bedste mor i verden, og at de ser op til mig.

Jeg kan sagtens gå på kompromis med, at de ikke synes, at jeg er den flotteste, som de kender. Men jeg vil da virkelig gerne udstråle, at jeg er super flink, jeg vil gerne have succes, og jeg vil gerne være den, som de kommer til.

Selvfølgelig vil jeg hellere være DEN BEDSTE MOR i verden… Af forskellige (og især anatomiske) årsager bliver jeg aldrig deres far. Og det er helt ok, for de har allerede en FAR, som vil dem det bedste i verden. Men lidt lige som billederne, folk får i hovedet, når de ser omgivelserne hernede og lader tankerne flyde, sådan fik jeg det også med Tobias’ historie.

Så jeg drømmer om at være den kvindelige version af Tobias’ far – og jeg har ikke engang mødt hans far… Det er da for vildt!

 

Follow on Bloglovin